Lidt sjovt....

Her er et billede af min smukke datter som lige er blevet færdig med hendes uddannelse og nu fluks videre..... efterføgende et par små afsnit fra min bog....


Mit forhold til plastik havestole

Jeg har vel smadderet en hel havestols fabrik gennem tiderne hvis jeg lægger alle stolene sammen som har haft fornøjelsen af mine mange kilo. Jeg har ikke tal på det antal gange en havestol er forsvundet under mig enten ned i en græsplæne og til sidst har siddet og spist i samme højde som børnene eller være når det brassede under mig mens den røde bøf sprang i luften ved lufttrykket når plastikstolen fik ”metaltræthed”

Én stol knagen er for mig en hjertegribende lyd som skærer ind et sted hvor det virkeligt gør ondt og vi snakker jo ikke bare have stole.
Vi snakker Sofaer – lænestole – almindelige stole – borde. Jeg husker tit ordene fra værten eller værtinden ”Jamen den var også i så dårlig forfatning” og jeg er velvidende om at de på gældende ting er ikke mere end en måned gammel

Har du nogensinde trukket en bil på?

Jeg glemmer aldrig engang vi var nogle kammerater der skulle besøge en ven som lå på sygehuset.
Vores ven lå selvfølgelig på 5. sal.
Nu var det lige at jeg havde dagen forinden proklameret at nu skulle det være så da jeg så elevatoren og trapperne ville jeg indgyde noget respekt med ordene ”Vi tager trapperne” spørgsmålet var nok om jeg mente det ?
Jeg måtte se overbevisende ud. Det gjorde jeg nok også den første etage. Måske havde jeg lagt for hurtigt ud for hjertet var ved at galopere ud af skjorten efter 1. etage. Jeg trækker mig gispende og pustende op langs gelænderet, snart en hel etage efter de andre som næsten er fremme. Kogepunktet er nået. Da jeg endelig når op, svedende og dampende, går der mindst 10 minutter, før jeg genvinder talens brug, og før min vejrtrækning igen lyder normal.
De andre har sat sig ned og smidt overtøjet og begyndt at sludre og chokoladen er budt rundt første gang. Neeeej jeg skal ikke have noget chokolade for man er vel karakter fast.

Jeg sidder faktisk og bliver en del urolig ved tanken om når vi skal væk fra sygehuset igen for vi er kørt i to – dørs Mazda som vi også ankom til sygehuset i. Problemet er bare vi skal to på bagsædet.
Det var vi også da vi ankom hvor jeg ikke kunne lade være med at skrue mig ind som den allerførste.
På hele turen var jeg fraværende og indadvendt. Mine knæ sidder oppe i ryggen på den foran siddende kammerat som ikke kan skubbe sædet længere frem. Jeg har mærker af sikkerhedsseddelen fra den foran siddende som sidder trykket ind på min ene ankel – altså der hvor den skal siddes fast…..foden sidder faktisk tilmed i klemme og gøre herre nas. Jeg svarer selvfølgelig høflig på om jeg sidder ok og siger du kan da sagtnes rykke en tak tilbage……”AAAAVVV”.
Jeg tænker febrilsk på, hvordan jeg skal bære mig at komme ud igen uden at skabe en latterlig og pinagtig scene med mig selv som hovedrolleindehaver.

Jeg er gennem mit fede liv tit blevet nægtet køre lejlighed at den simple grund at indehaveren af bilen i frygt for sit sæde har sagt den ene løgnagtighed efter den anden om der ikke er plads. Det er noget der gør ondt.

Når du vejer 238 kilo og skal ind i en bil kan det næsten sammenlignes med at tage en jakke på – det er næsten som at tage bilen på. Der er mange biler der har strammet mig hen over skulderen.

Fnuggi klubbens bedrifter med cykelturer........................................

Ikke mere for denne 25 øre.....

Kjeld
Kik ind på www.123hjemmeside.dk/slankelogen2008